Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forretningsorden

Forretningsordenen beskriver skolebestyrelsens beføjelser, sammensætning og møder.

Beføjelser

Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, der er fastsat af Folketinget og Kommunalbestyrelsen i Silkeborg Kommune. Skolebestyrelsen fører tilsyn med og fastlægger principper for skolens virksomhed. Ved udarbejdelse af principper, skal skolebestyrelsen sikre, at alle relevante parter er inddraget og hørt. 

Skolebestyrelsen udarbejder hvert år en årsplan, der beskriver hvilke indsatsområder og principper, som skolebestyrelsen vil arbejde med i det kommende skoleår. Årsplanen udarbejdes på skoleårets første bestyrelsesmøde.

Skolebestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper – enten som stående udvalg eller som ad hoc-udvalg i forbindelse med arbejdet med indsatsområder og principper. Hver arbejdsgruppe skal som minimum have én deltager fra skolebestyrelsen. Denne person fungerer som anker ift. skolebestyrelsen og sikrer løbende kommunikation til og fra skolebestyrelsen. 

Arbejdsgrupperne kan have deltagelse af personer udenfor skolebestyrelsen i form af forældre eller andre med interesse i arbejdsgruppens formål. Arbejdsgrupperne kan ikke selvstændigt tage beslutninger på skolebestyrelsens vegne, men udarbejder oplæg til skolebestyrelsen. Skolebestyrelsen kan herefter træffe beslutninger på baggrund af de udarbejdede oplæg. Beslutning om nedsættelse af arbejdsgrupper besluttes i forbindelse med udarbejdelse af årsplanen.

Sammensætning

Skolebestyrelsen består af

Med stemmeret:

Syv forældrerepræsentanter, hvoraf det tilstræbes at have én forældrerepræsentant fra Trivselscenter Ulvedal med

Tre medarbejderrepræsentanter, hvoraf én er fra Trivselscenter Ulvedal

To elevrepræsentanter

Uden stemmeret:

Skolelederen og dennes stedfortræder, der varetager sekretariatsfunktionen for skolebestyrelsen. Det er skolelederen, der afgør hvem fra skoleledelsen, der deltager i de enkelte bestyrelsesaktiviteter.

Derudover kan skolebestyrelsen træffe beslutning om, at andre lokale aktører kan indgå i bestyrelsen, f.eks. fra idrætsforeningen.

Skolebestyrelsen vælges for en 4-årig periode. Hvert skoleår foretages der en rekonstruktion, så poster mm. fordeles på ny.

Møder

Skolebestyrelsen afholder møder for lukkede døre. Skolebestyrelsen kan indbyde andre til at deltage i møderne, hvis der bliver behandlet spørgsmål af særlig interesse for dem. Er et medlem forhindret i at deltage i et skolebestyrelsesmøde, deltager så vidt muligt en suppleant.

Skolebestyrelsen afholder møder, når formanden ønsker det, eller når en tredjedel af skolebestyrelsens medlemmer ønsker det med angivelse af punkter til dagsordenen. Formanden fastsætter tid og sted for møderne. Formanden indkalder til mødet med mindst 14 dages varsel. Formanden udarbejder dagsorden for møderne og sender senest fire hverdage inden mødet dagsordenen med evt. bilag til medlemmerne. Hvis et medlem ønsker at få et punkt optaget på dagsordenen, skal vedkommende meddele det til formanden senest otte dage før mødet bliver afholdt. I særlige tilfælde kan formanden indkalde til et møde med kortere varsel. Når formanden indkalder til mødet, skal formanden så vidt muligt underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet. Skolebestyrelsen tilstræber at afholde 10 ordinære møder i løbet af et skoleår, der som udgangspunkt fastlægges på det første skolebestyrelsesmøde i skoleåret.

Elevrepræsentanterne må ikke deltage i afstemning af eller overvære drøftelser, der angår personalesager eller sager vedrørende enkelte elever. Skolebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede. Medlemmerne kan kun deltage i skolebestyrelsens afstemninger, når de er personligt til stede. Alle beslutninger bliver truffet ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. 

Der udarbejdes efter hvert møde et referat, som godkendes af de medlemmer, som har deltaget i mødet. Ethvert medlem kan forlange, at afgivende opfattelser bliver ført til referat og fremgår af skolebestyrelsens udtalelser og beslutninger. Skolelederen eller dennes stedfortræder udarbejder referatet. Dagsorden og referat skal være offentligt tilgængelige på skolens hjemmeside. Der gælder dog ikke sager, der er omfattet af tavshedspligt. 

Dagsordenen indeholder altid som minimum, men er ikke begrænset til, følgende punkter:

• Godkendelse af dagsordenen

• Godkendelse af referat fra seneste møde

• Meddelelser og orientering fra formand, skoleleder, elever og andre. 

• Evt. 

Hvert punkt kvalificeres med angivelse af forventning til skolebestyrelsens behandling:

• Til orientering

• Til drøftelse

• Til beslutning

 

Hvert kvartal gennemgås skolens budgetopfølgning. I januar gennemgås skolens APV, mens der i april orienteres om processen for skoleårets planlægning. Formanden er mødeleder og formand og skoleleder mødes min. én gang om måneden for at fastlægge dagsordenen. 

 

Skolens ledelse skriver referat fra skolebestyrelsens møder. Referatet sendes til skolebestyrelsens medlemmer senest 7 hverdage efter mødet og gøres tilgængeligt på skolens hjemmeside 14 hverdage efter mødet. I referatet angives bl.a. 1) hvilke personer der har været til stede, 2) for hvert omtalt forslag angives det klart om det blev vedtaget, forkastet, udsat eller der ikke blev taget stilling til det. Referatet bør udformes på en sådan måde, at også personer uden for skolebestyrelsen kan følge skolebestyrelsens arbejde.

 

Skolebestyrelsen afgiver en årlig beretning, som dækker et skoleår. Skolebestyrelsen indkalder mindst én gang årligt forældrene til et fælles møde til drøftelse af skolens virksomhed samt behandling af årsberetningen. Årsberetningen offentliggøres på skolens hjemmeside senest d. 1. september. 

 

Skolebestyrelsens forretningsorden gennemgås og tilrettes hvert år på skoleårets sidste bestyrelsesmøde. 

 

Vedtaget på skolebestyrelsesmøde 14.06.2023